Ansøg om behandling for angst og depression
I Internetpsykiatrien skal du ansøge om gratis behandling for angst eller depression. Det skyldes, at vi har behov for at vurdere, om vores forløb er egnet i netop din situation, inden vi kan tilbyde dig behandling. Du skal ikke have en henvisning fra din egen læge. Hvis du gerne vil i behandling hos os, kan du ansøge nederst på denne side.
Det er vigtigt at vide, at vores digitale behandlingsforløb ikke er egnet, hvis du har en kompleks psykisk lidelse, som en personlighedsforstyrrelse, skizofreni, bipolar lidelse eller ubehandlet OCD eller PTSD. Det vil her oftest være nødvendigt med mere intensiv behandling.
Vores erfaring er også, at det kan være svært at finde overskud til at arbejde med behandlingen, hvis man er stresset eller har en anden form for belastningsreaktion. Vi kan heller ikke tilbyde dig behandling, hvis du er i gang med et behandlingsforløb hos en psykolog, har et aktivt misbrug eller er i selvmordsrisiko.
Vær opmærksom på, at vi kun modtager ansøgninger fra personer, som er fyldt 18 år. Er du under 18, anbefaler vi, at du taler med dine forældre eller kontakter din læge. Du kan også tale med en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Så kan I sammen tale med dine forældre
Du kan også tage kontakt til Børnetelefonen eller HØRT.
Processen for at komme i behandling ved Internetpsykiatrien
Du udfylder et ansøgningsskema
Det første skridt for at komme i behandling, er at udfylde ansøgningsskemaet, som findes nederst her på siden. Skemaet består af en række spørgsmål om din situation, symptomer, og hvordan du har haft det i den seneste tid.
Du skal bruge dit eget MitID for at udfylde skemaet og det kan tage op til en time at udfylde.
Vi gennemgår din ansøgning
Når du har sendt skemaet, gennemgår vores psykologer det, så vi kan vurdere om behandlingsforløbet for angst og depression er relevant for dig.
Vi bestræber os på at vurdere din ansøgning indenfor 10 hverdage, men længere ventetid kan forekomme i travle perioder.
Du får svar via Digital Post
Når vi har gennemgået din ansøgning, får du svar via Digital Post.
Hvis vi vurderer at vores behandling kan være relevant for dig, vil du blive tilbudt en udredende videosamtale med en psykolog. Hvis vi vurderer at behandlingen ikke er relevant for dig, vil du blive anbefalet at tale med din egen læge, eller at søge andre behandlingstilbud.
Udredende videosamtale med en psykolog
Under samtalen, får du flere informationer om behandlingen, og du vil blive stillet nogle uddybende spørgsmål, så vi bedre kan vurdere om behandlingen egner sig til dig og dine behov.
Den udredende samtale journaliseres i din sundhedsjournal sammen med en evt. diagnosticering.
Samtalen varer ca. 1 time, og den finder sted på hverdage mellem kl. 8.00 og kl. 14.00.
Forbered dig på videosamtalen med din behandler. Du kan finde mere information i Internetpsykiatriens guide til den gode videosamtale.
Du starter din behandling
Hvis vi vurderer, at tilbuddet egner sig til dig, får du tilsendt et login til vores online behandlingsplatform, så du kan starte din behandling.
Under behandlingen, vil du blive introduceret for daglige øvelser og relevant viden, som vil hjælpe dig med at bryde med din angst eller depression. Igennem hele behandlingen, vil din tilknyttede psykolog støtte dig skriftligt og komme med løbende feedback.
Behandlingen tager typisk 10-12 uger.
Tekniske krav for ansøgning og behandling
Vi tilbyder en sikker ansøgningsprocedure, hvorfor du ved ansøgningen skal bruge dit MitID.
Selve videosamtalen og behandlingsprogrammet foregår sikkert igennem din webbrowser, enten i Chrome, Safari eller Firefox. Det er derfor nødvendigt, at du under hele forløbet har adgang til en computer eller tablet med en stabil internetforbindelse. Til den udredende videosamtale, er det også nødvendigt, at du har adgang til en computer eller tablet med et webkamera og mikrofon. Derudover er det et krav, at du er tilmeldt Digital Post for at kunne deltage i vores behandling.
Videosamtalen kan ikke gennemføres på en mobiltelefon.