Bliver du ramt af pludselige anfald af intens frygt, som opstår uden en åbenlys grund? Vender anfaldende tilbage igen og igen? Så kan det være panikangst.
Udviklet i samarbejde med:
Panikangst er en intens følelse af frygt eller panik, som opstår pludseligt, oftest uden varsel.
Angsten opstår, selvom der ikke reelt er nogen fare på færde og kan virke helt ude af proportioner med situationen. Anfaldende varer typisk kun få minutter, men de kan være så overvældende og voldsomme, at nogle har det som om, at de skal dø.
Det typiske ved panikangst er, at anfaldende vender tilbage. Derfor udvikler mange en stærk frygt for, hvornår næste anfald kommer – en slags ”angst for angsten”.
Anfaldende kan virke til at komme helt ud af det blå, uden nogen tydelig årsag. De kan også opstå i forbindelse med, at man føler sig bekymret eller bange i en situation.
Som reaktion, begynder man ofte at undgår steder eller situationer, hvor man er særligt bange for, at angsten vil opstå – som for eksempel indkøbscentre eller offentlige transportmidler.
Når vi undgår situationer, der gør os bange, kan det umiddelbart føles som en lettelse. På længere sigt kan det dog være med til at forstærke og fastholde angsten, så den i større og større grad kommer til at påvirke og begrænse vores tilværelse.
Panikangst kan begynde i alle aldre og er en relativt almindelig lidelse. Det er heldigvis også en tilstand, der kan behandles effektivt.
Et panikanfald kommer typisk pludseligt og tager til i styrke inden for få minutter. Mange beskriver det som en følelse af, at de mister kontrollen, er ved at besvime eller endda på vej til at dø. Hvis du oplever at blive meget forskrækket og bange i forbindelse med et anfald, er du derfor ikke alene.
Du mærker måske, at dit hjerte banker voldsomt. Du kan føle dig svimmel og have en fornemmelse af, at du har svært ved at trække vejret. Symptomerne kan ligne et hjerteanfald. Det er derfor ikke ualmindeligt at tro, at det er det, du oplever. Du vil oftest have flere fysiske symptomer samtidigt, men de er ikke nødvendigvis til stede hver gang. Derfor kan anfaldende opleves forskelligt.
Symptomerne opstår fordi din krops ”kamp-flugt system” aktiveres. I en potentielt farlig situation, sætter reaktionen dig i stand til at handle hurtigt, uden først at skulle bruge tid på at tænke dig om.
Ved panikangst sættes systemet i gang, selvom du ikke reelt er udsat for fare. Reaktionen kan være skræmmende, men er et panikanfald ikke farligt og symptomerne forsvinder oftest inden for kort tid.
Panikangst: Angst for angsten – symptomer og behandling
Panikangst kan vise sig på mange forskellige måder. Det er derfor ikke sikkert, at du kan genkende alle de symptomer, vi nævner her.
Intens frygt for tab af kontrol eller at besvime
Følelse af uvirkelighed eller at være "uden for sig selv"
Frygt og bekymring om, hvornår næste anfald kommer
Hjertebanken, svimmelhed og sveden
Åndenød eller en følelse af ikke at kunne trække vejret
Kuldegysninger, kvalme eller trykken for brystet
Det er normalt at opleve frygt eller uro i stressede situationer. Hvis du oplever tilbagevendende panikanfald eller en konstant frygt for, hvornår det næste anfald vil komme, er det en god idé at søge hjælp.
Panikangst kan behandles, og jo før du får hjælp, jo bedre er chancerne for, at du kan blive fri for angsten.
Hvis du ikke føler dig klar til at søge behandling, kan du starte med at tale med din egen læge, så I sammen kan finde den rette hjælp til dig.
Angst: Naturlig reaktion eller angstlidelse – bliv klogere på forskellen.
Panikangst kan forveksles med tegn på anden sygdom. Første skridt i behandlingen er derfor at afklare, at det er panikangst, du oplever. Et typisk tegn er, at du er bekymret for at få et nyt anfald.
En almindelig og effektiv behandlingsform ved panikangst er kognitiv adfærdsterapi. I vores forløb arbejder du med dine udfordringer i et digitalt program, der er egnet til behandling af panikangst.
Du har et tæt skriftligt samarbejde med en psykolog, som hjælper og støtter dig gennem hele din behandling. I dit forløb får du hjælp til at forstå og håndtere de tanker og kropslige reaktioner, der opstår under et panikanfald.
Du vil lære at udfordre tanker som “Jeg er ved at dø” og erstatte dem med mere realistiske og beroligende tanker.
En vigtig del af vores behandling går ud på at hjælpe dig med at forstå, at de fysiske symptomer, du oplever i forbindelse med et panikanfald, ikke er farlige – selvom de kan føles voldsomme.
Samtidigt øver du dig i, gradvist, at udsætte dig selv for situationer, hvor du tidligere har oplevet at få et anfald, i stedet for at undgå dem. Det kan være at tage bussen eller gå på café med en ven.
På den måde vil du langsomt opleve, at angsten mister sit greb. Formålet er at hjælpe dig med at tage kontrollen tilbage, så du kan leve dit liv uden den frygt og begrænsning, som angsten skaber.
Et online behandlingsforløb kan være et trygt sted at starte, da du kan arbejde med dine udfordringer hjemmefra. Det kan især være en god mulighed, hvis dine symptomer, eller rammerne for din hverdag, gør det svært for dig at møde fysisk op hos en psykolog.
Behandling hjælper langt de fleste med panikangst. Med viden, støtte og de rigtige værktøjer, kan du tage kontrol over din angst og leve det liv, du ønsker.
Vores behandlingsforløb: Sådan foregår samarbejdet med din psykolog.
Hos Psykiatrifonden og Angstforeningen kan du finde støtte og inspiration til at tage de første skridt mod et liv, hvor angsten fylder mindre
Du er meget velkommen til at kontakte os. Måske kan du også finde svar blandt de spørgsmål, andre har stillet
Vær opmærksom på, at du skal bruge Digital Post, hvis du skriver til os i relation til din behandling.
Panikangst er en tilstand, hvor du uden varsel kan blive ramt af en intens følelse af frygt eller panik, selvom der ikke er nogen reel fare. Anfaldene varer som regel kun få minutter, men kan opleves så voldsomme og overvældende, at du kan føle du er ved at miste kontrollen eller måske ligefrem dø.
En særlig kendetegn ved panikangst er, at anfaldene vender tilbage. Det kan føre til, at du udvikler en konstant frygt for, hvornår næste anfald kommer – en tilstand, der ofte kaldes “angst for angsten”.
Et panikanfald er en pludselig og overvældende frygt, der bygger sig op i løbet af få minutter.
Under et panikanfald kan din krop reagere så voldsomt, at det føles livstruende, selvom det ikke er farligt. Det er derfor ikke usædvanligt, at du i øjeblikket kan tro, at der er noget alvorligt galt med din krop og blive meget forskrækket
Nej. Selvom panikanfald kan føles meget ubehagelige og skræmmende, er de ikke farlige. Symptomer aftager oftest inden for ganske kort tid.
Du bør søge behandling for panikangst, hvis du oplever tilbagevendende panikanfald eller går rundt med en konstant frygt for, hvornår næste anfald kommer. Panikangst kan behandles effektivt, og jo tidligere du søger hjælp, desto større er chancen for at blive fri for angsten og få din hverdag tilbage.
Vores forløb bygger på kognitiv adfærdsterapi, som er en veldokumenteret og effektiv terapiform ved panikangst. I vores digitale forløb arbejder du med dine udfordringer i et digitalt program, der er særligt udviklet til behandling af panikangst. Undervejs har du tæt kontakt med din psykolog, som støtter dig skriftligt gennem hele forløbet.
Du vil få hjælp til at forstå og håndtere de tanker og kropslige reaktioner, der opstår under et panikanfald. En vigtig del af behandlingen er at lære at udfordre katastrofetanker som ”Jeg er ved at dø” og erstatte dem med mere realistiske og beroligende tanker, så angsten gradvist mister sit tag i dig.
Har du akut brug for hjælp?
Kontakt da din egen læge, Lægevagten, den nærmeste psykiatriske skadestue eller Livslinien.